S P E C I A L

Anmeldelse af Special i Berlingske Tidende 25. januar 1999 af Kjeld Frandsen.

Ny indlevelse (uddrag)

Det er en positiv oplevelse at tage pulsen på aktuel dansk folkemusik.

Mens dansk folkemusik i mange år lå lidt under for diverse strømninger ude fra den store verden eller i det hele taget lå lidt underdrejet, har man i 90'erne oplevet nyt liv og mange gode og personlige bud på genren. De positive tendenser og tilhørende musik afspejles udmærket på nogle af de seneste CD-udgivelser.
Et forrygende godt band er Baltinget. Det er unge folk, som er dybt forankret i den danske spillemands-tradition, og som tilmed har lyst og evner til at skabe en nutidig og personlig lyd. Der er i rimeligt omfang sat strøm til instrumenterne, og med tilføjelse af en blæsersektion skabes der en alt andet end antikveret lyd.
Der spilles underholdende og medrivende, hyppigt med violinisten Tove de Fries i en central rolle, hvilket ikke skal beklages. Hun lægger også en troskyldig stemme til den finurlige vuggesang A så engang, mens mandolinspilleren Per Bo med overbevisning foredrager visen om De poliske mær.

Anmeldelse af Special i Jyllands Posten 15. september 1998 af Søren Chr. Kirkegaard.

Spillemandsfunk og polacalypso

Man kan næsten se støvet hvirvle op fra de gulnede nodeblade, mår den jysk-fynske gruppe Baltinget slipper energien løs og bogstaveligt taget blæser nyt liv i den traditionelle spillemandsmusik med nye spøjse arrangementer, godt hjulpet af en hornsektion med tenorsaxofon, trompet/flygelhorn og trombone, som medvirker på fire af de 12 numre.
Og mon ikke den gamle fiolspiller Madvig Vilsen fra Læsø ville rotere i sin grav, hvis han kunne høre Baltingets utraditionelle behandling af hans melodi "Forkert Polka", som hedder sådan, fordi man nogle gange dansede den anden vej rundt i salen. Så måske vil Madvig Vilsen alligevel have forståelse for, at også Baltinget prøver nye veje.
I hvert fald fortjener gruppen ros for sit mod til at overskride nogle grænser, afprøve nye ideer, tilmed med et stort set vellykket resultat. De tre blæsere får det virkelig til at rykke i de gamle spillemandsmelodier. Nogle gange lyder det som en funky krydsning mellem polka og Blues Brothers, mens den underfundige sønderhoning "Den poliske mær" mere lyder som et muntert mix af polka og calypso.
Kedeligt er det ikke, men Baltinget kan også uden blæsere. Det lyder mere traditionelt, men med flittig brug af trommer og ind imellem også el-bas og el-guitar sørger gruppen alligevel for en forfriskende fornyelse, samtidig med, at man bevarer den livgivende forbindelse til de musikalske rødder. De holdes smukt i hævd af de to teknisk velfunderede violinspillere, Per Bo og Tove de Fries, som også viser sit talent både som komponist og sanger, det sidste i en sød vuggesang, som hun har lært af sin far Niels de Fries, som døde sidste år. Til hans ære spiller Baltinget også en af hans favoritnumre, den smukke mazurka "På den dovne side".

Levende og lovende

På instrumentalsiden bemærker man desuden harmonikaspilleren Johnnie Frederiksen, som også har bidraget med en stille vals, og ved trommerne sørger Jacob Houmøller for et solidt rytmisk drive med sit medlevende og kreative spil.
Alt i alt et meget levende, lovende, underholdende og varieret album fra en gruppe, som tør vove noget. Under den nys overståede Tønder Festival nød jeg den canadiske gruppe La Boutinne Souriantes farverige sceneoptræden og respektløse, men vellykkede fornyelse af den traditionelle canadiske musik med bl.a. en blæsergruppe og ønskede, at danske grupper havde mod til at vove noget ligende med den traditionelle danske spillemandsmusik.
Der er et stykke vej endnu til canadiernes standard, men Baltinget har i hvert fald taget et pænt skridt i den rigtige retning.

Inspirerede danskere

*****

Traditionel dansk folkemusik får et løft af den jysk/fynske sekstet Baltinget, der, uden brug af vidunderpiller, rejser det slumrende dyr efter års søvn.
Special er ganske enkelt årets flotteste udspil på den danske folkscene. Baltinget formår at holde fast i mange traditioner, men det foregår samtidigt på en ny og meget inspirerende måde. Der er en voldsom energiudladning i de spændende arrangementer, der kombinerer traditionel dansk folkemusik med rock, blues, jazz, funk, latin, calypso...
Der skal mod til at komme med en så kraftig opdatering af gamle toner, og det formår Baltinget fuldt ud at leve op til. Der medvirker på fire af numrene en glimrende hornsektion med tenorsaxofon, trompet, flygelhorn og trombone. Det er nye veje, og det er med sikker kurs mod succes. Baltinget er tidligere blevet betegnet som en kloning mellem Evald Thomsens meget traditionelle folkemusik og Blues Brothers. Det er så sandt, som det er sagt.
Der er masser af trampen i gulvet, og der er masser af swingende polka og calypso. Det er bestemt ikke kedeligt, og det ville være spændende at opleve Baltinget live - for eksempel på en festival i Skagen.
Musikerne er Tove de Fries (violin, sang), Per Bo (violin, mandolin, sang), Klaus Ravnsborg (guitar), Johnnie Frederiksen (harmonika), Peter M. Sejersen (bas), Jacob Houmøller (trommer), Hans Mydtskov (tenorsax), Torben Sminge (trompet, flygelhorn) og Anders Ringgaard (trombone).

Frækkere, frækkere Baltinget

De bliver bare frækkere og frækkere, de unge spillemands-baryler fra Baltinget, der netop har sendt deres tredje cd, Special, ud til sit ventende publikum.
På de tidligere cd'er har de især holdt sig i de mere traditionelle skurer indenfor folke- og spillemandsmusikken og demonstreret et vældigt håndelag i den boldgade.
Håndelaget og spillehumøret har de heldigvis fortsat, også det bringer Special flere dejlige prøver på - eksempelvis i Kenneth Kraks smukke Brudemarch til Solvejg og Urban, men nu har de også fået erfaringens frækhed og bringer blæsergruppe, rock-rytmer og swing-musik ind på en god portion af de 12 melodier på Special.
Bare som eksempel på det skal man ikke kængere ind på cd'en end til anden skæring, Storm og Gorm - jo, jo det er den Rasmus Storm - for at finde heftige akkorder fra en elektrisk guitar til afrunding på nummeret. Og det bliver helt caribisk på Den poliske mær, det tredje nummer. Elskere af traditionelle sønderhoninger vil nok kippe en anelse på tophuen, når sax og trommer lader sit vældige humør løbe ud af højttalerne.
Baltingets seks medlemmer har produceret deres nye plade sammen med Bo Brinck, og de har rystet posen med nykomponerede numre og fortolkninger af den danske kulturskat på eminent vis på Special. Noget det store publikum ved de to koncerter ved Tønder Festivalen ganske givet kun vil nikke genkendende til. Baltinget har længe haft klasse, nu har de også fræk klasse - vi venter spændt på det næste udspil.

"Special"

Da anmelderen først i 70'erne huserede på den nyudfoldede danske folkemusikscene, var mange lettere pikerede over anvendelsen anvendelsen af uvedkommende instrumenter som banjo, guitar, mandolin og endog harmonika - sømandsorgel! Det var puritanske sjæle, som man for verdensfredens skyld holdt langt væk fra plader med Fairport Convention og Albion Band.
Er det mon udtryk for en generationskløft, når nogle folk fra denne "70'er-generation" af folkemusikere rynker på næsen over brugen af elguitar, baljer og hele griseriet til at forstyrre "det rene akustiske udtryk"? Har nogle svært ved at acceptere den næste generations musikalske udtryk? Sandheden er vel stadigvæk, at vi må have fat bagud, når vi bevæger os videre frem.
Har vi i øvrigt ikke op gennem 80'erne grædt og bandet over mangelende ungdom og manglende fornyelse i genren?
Nu springer begge dele ud rundt omkring, og en af det mest iøjnespringende vækster er Baltinget. Startende som en velspillende akustisk gruppe med rigtig Århus-lyd a la Baldrian byggede de siden ud med strøm og slagtøj, og har på det seneste fyldt posen helt op med en tremands blæsergruppe. Med denne ni-mands besætning har de nu kastet en cd i grams.
Måske har denne tretrinsudvikling af orkestret betydning, for Baltinget er netop ikke i sine arrangementer forfaldet til i begejstring at fylde hele kapellet på fra start til slut.
Det ville ellers have været delvist forståeligt, for med hele besætningen på dæk bliver der skabt noget af et lydbillede. Men vi bliver præsenteret for musikernes spillemæssige formåen i akustiske - om end rytmisk arrangerede - sekvenser, for klassiske folkrock-indsatser og for de store lydmure med fuldt skrald. Det er lidt synd for Baltinget, at vi har hørt La Bottine Souriante fra Quebec, men der er jo ikke noget odiøst i, at en god og gangbar idé inspirerer og danner skole. Uanset det har Baltinget nu fået skabt sig en palet af variationsmuligheder, som de får brugt fornuftigt, og som de sikkert fremover får endnu mere ud af, når de får afsøgt og afprøvet alle muligheder.
Bortset fra et par egne og en kollegial komposition er repertoiret traditionelt. Fint! Det ville være sørgeligt, hvis hele det traditionelle bagkatalog druknede i kompositionsiver.
Som La Bottine jo har vist verden, klæder blæser-riffs i bigband-traditionen en god polka, men Baltinget lader også ind imellem sine blæsere få solistiske indslag, som hænger fint sammen med de traditionelle melodier. På denne får de vist, at jazzen jo i sit væsen er en videreudvikling af folkemusikken på samme måde som den moderne folkrock: Når blæserne spiller med på melodien som f.eks. i brudestykkerne fra Fanø, er de med til at understrege den melodiske skønhed. Netop Fanøstykkerne fortæller, at Baltinget i sit pladerepertoire satser på lyttemusik. Det gode dansetempo er underordnet stykkernes lyttemæssige værdier, hvilket - også sagt af en Fanømusiker - er absolut i orden i denne sammenhæng. Næppe mange har vel lyst til en hele pladereol fyldt med dansemusik. Grundholdningen om, at alt er tilladt, bare det virker, er den rigtige i en koncert sammenhæng. Baltingets på én gang respektfyldte og respektløse indstilling er forfriskende og giver på denne plade spændende og flotte resultater.
Vi citerede i forrige nummer af nærværende blad Johnny Madsen for påstanden om, at alle har de store stepper i sig. På den gammel sang om frieren med de skæve ben vågner drømmen om Caraibien i et calypsoarrangement som nok vil få The Original Danish Polcalypso Orchester til at skrue op for høreapparaterne. Til gengæld er Tove de Fries´ vokalindslag på fars lille vuggesang nok charmerende, men hendes formåen med buen rækker nok videre end hendes formåen med stemmebåndene. Baltinget er nu heller ikke primært et vokalorkester, hvilke de også erkender i repertoirevalget. I øvrigt kan det undre, at et orkester med en spillemandsdatter i centrum (Niels de Fries, 1921-1997) ikke lader denne relation komme mere frem i repertoiret.
Et lille personligt hjertesuk: Årtiers falden på knæ for svensk spillemandsmusik og deraf følgende svensk bueføring og spillestil i det hele taget har været en stadig aftagende fornøjelse for flere end anmelderen. Baltinget undgår den desværre ikke helt.
Det skal dog på ingen måde afholde nogen fra at anskaffe sig denne plade, som er et forfriskende, spændende, velspillet og velproduceret udspil, ja, anmelderen har da ind imellem grebet sig selv i ligefrem at sidde og nyde musikken…