Koncertanmeldelser

K O N C E R T E R


Anmeldelse af koncert på Tarm Festival 2000 i Jyllands Posten 10. juni 2000 af Søren Chr. Kirkegaard.

Spillemandsfusion med strøm og salsa

Tarm Festival satser dansk, men åbningskoncerten fredag blev mere dansk end planlagt.
Det skyldtes et sidste øjebliks afbud fra et af festivalens hovednavne, den svenske gruppe Garmarna, som meldte afbud på grund af sygdom.
Arrangørerne søgte forgæves at finde en erstatning på samme niveau, men det var umuligt med den korte tidsfrist, så i stedet trådte den danske duo Harald Haugaard og Morten Alfred Høirup til. De gjorde det som sædvanligt yderst professionelt, men kunne ikke helt erstatte savnet af et virkeligt topnavn. Men så gik danske Baltinget på scenen og sørgede for, at den første Tarm Festival (de 18 forgående gange har den heddet Vestjysk Visefestival) alligevel blev blæst i gang med manér.

Har mistet uskylden

Det var syvende gang, Baltinget spillede på Tarm Festival, men første gang, gruppen var fundet værdig til at spille på den store indendørs scene. (Vi spillede på samme scene i 1999 - Baltinget).Og man må sige, at gruppen levede op til tilliden.
Baltinget har udviklet sig kolossalt, siden gruppen blev dannet for otte år siden som en rent akustisk gruppe. Afsættet er ganske vist uændret overvejende traditionel dansk spillemandsmusik, men stilen har unægtelig ændret sig.
For det første er der kommet mere strøm på, og desuden er gruppen blevet udvidet med tre blæsere, så de gamle hopsaer, polkaer og valse nu fletter fingre med jazz, funk, rock, fræsende elguitar og dunkende elbas. Spillemandsmusikken har mistet sin uskyld og er blevet til fusionsmusik, men stadig med rødderne intakte, selvom de ind imellem kan være lidt svære at få øje på under det til tider (for?) opskruede lydinferno.
Rockens rå energi og attituder er blevet Baltingets nye image på godt og ondt, men den ungdommelige del af publikum var ellevilde og hoppede ekstatiske rundt på dansegulvet. Vi andre glædede os over de få, men velgørende akustiske oaser, hvor især gruppens feminine islæt, den fine violinspiller Tove de Fries, gav fornemme prøver på sit lyriske spil. Men vi var da heller ikke helt døve for de flotte arrangementer, det meget velfungerende samspil og den medrivende energiske udstråling, som helt tydeligt har en stærk appel til de unge. Og de er jo fremtiden.

Vemodigt islæt

I øvrigt havde koncerten også et vemodigt islæt, idet Baltinget tog afsked med sangeren og mandolinspilleren Per Bo, som har været med lige fra starten. Men afskeden var nu mere festlig end tårevældet. Bl.a. kunne man opleve Per Bo danse salsa med en meget letpåklædt dame på scenen og senere kædedans med publikum i salen.
Da var ærgelsen over Garmarnas afbud for længst svedt ud.


Anmeldelse af Vestjysk Visefestival '99 i folkemusikmagasinet Folk&Musik 99/4 af Berit Søndergaard Guldbrand.

(…Baltinget)

(...) Ordet veloplagt kan også med en vis retfærdighed anvendes om det efterfølgende orkester Baltinget, som især i kraft af en meget udadvendt optræden kom godt og grundigt ud over scenekanten. Orkesteret forstod at udnytte hele scenens bredde, sætte fokus på hinanden og udstråle en tydelig spilleglæde. Til de positive træk hører også, at de nu i højere grad udnytter deres blæsersektion og med mellemrum lader dem komme i front, og at de ikke falder for fristelsen til bare at køre fest og ballade af, men også giver plads til stille og melodiske numre, som skaber gode kontraster i feststemningen. Baltinget var med deres sæt et glimrende oplæg til aftenens hovednavn, som altid søndag aften i Tarm, Lars Lilholt Band. (...)


Anmeldelse af Vestjysk Visefestival '98 i Jyllands Posten den 31. maj 1998 af Søren Chr. Kierkegaard.

Visefestival med stage diving

(...) Det samme har den danske gruppe Baltinget, som kunne opleves på friluftsscenen. Gruppen søger også at puste nyt liv i den traditionelle spillemandsmusik ved at tilføre den elementer af moderne rytmisk musik og gør det med stor kreativitet og dygtighed. Fredag aften kunne man opleve endnu et tiltag i den retning, idet Baltinget for første gang kunne opleves med en blæsersektion i ryggen.
Trods meget kort øvetid forud kom der spændende musik ud af den konstellation. En slags kloning mellem Evald Thomsen og Blues Brothers. Både rytmisk og melodisk medrivende med den fine sanger og violinist Tove de Fries som veloplagt midtpunkt. (...)


Anmeldelse af koncert i Copenhagen Folk Club i Politiken 9. marts 1998 af Thorbjørn Sjøgren.

Gammel musik i unge hænder

DER ER INGEN grund til at bortforklare, at provinsens bud på (nutidig) dansk folkemusik p.t. giver hovedstaden baghjul. Og ikke mindst som den jyske sekstet Baltinget leverede varen med sin blanding af stilsikker traditionsbevidsthed og småfræk opdatering, kan jeg ikke umiddelbart se, hvem der p.t. gør det meget bedre herhjemme.
Med en besætning af to violiner, harmonika, guitar, bas og trommer og en fleksibel kombination af instrumenterne i de enkelte stykker har gruppen et register at spille på, der lader dem brede sig fra det mere ortodokse (men aldrig museumsagtige) til det rytmisk frimodige, og hvis de to violinister Tove de Fries (også noget af en charmetrold i sine introduktioner) og Per Bo måske kunne ses som eksponenter for det første, var det Jacob Houmøllers trommer og Peter Sejersens el-bas, der tilførte musikken et spændstigt, slentrende drive. Måske nogle af de store gamle spillemænd, som er gruppens inspiratorer, ville have løftet et øjenbryn over brugen af en shuffle-agtig rytme i en gammel mazurka eller over det næsten "hoedown"-agtige violinspil i et par polkaer, men sådan må det være, når den traditionelle musik gøres til en så levende organisme som her, herligt fri for åndløs eller snærende respektfuldhed.
Ud over det glimrende sammenspil hele vejen rundt, bl.a. i et par nyskrevne brudemarcher og et par Fanø-stykker, kunne jeg have lyst til at fremhæve en Ottemandsdans og en 1700-tals menuet, som også viste et lydefrit samarbejde mellem Per Bos mandolin og Klaus Ravnsborgs guitar, og tillige at der stort set spilledes "unplugged" med den deraf følgende klanglige klarhed og differentiering.
Et stort plus for dét. Og adskillige for musikken.


Anmeldelse af koncert på Århus Spillemandsstævne i folkemusikmagasinet Folk&Musik 98/5 af Michael Sommer.

(…Baltinget)

er derimod 5 yngre herrer og en ganske ung dame der ikke kan forveksles med nogen som helst. Baltinget spillede på store scene lørdag aften, og søndag som 3. og sidste band i Glazzhuset. De markerede således også afslutningen på stævnet.
Baltinget er et kapitel for sig i dansk folkemusik. På den ene side er bandet nok længere ud end noget andet band af den tangent hvor folkemusikken også bliver en del af musikbegrebet for alle andre (unge) end netop folkemusikinteresserede. Samtidig er Baltinget særdeles trofast mod sine folkemusikalske rødder.
Repertoiret er dansemusik, og næsen det hele går fint at danse til. I passager er musikken næsten traditionel dansemusik, i andre næsten tidssvarende rockmusik. Men ind imellem de to yderpunkter findes en mængde elementer som Baltinget låner fra snart sagt enhver anden rytmisk genre: swing, jive, bop, rock&roll, beat osv. Det der gør Baltinget til en særlig live-oplevelse er musikernes sceneoptræden der ikke overlader noget til tilfældighederne. Det er aftalt spil og langt det meste af vejen så seriøst at det fungerer checket og overbevisende. Kun glimtvis anes at showet også kan være for showets egen skyld. Især i Glazzhuset søndag blev publikumskontakten så tæt at showet blev Baltinget selv en smule for meget. Hvad gør man så? Man omdanner showet fra en integreret del af helheden til et nummer i sig selv som publikum kan klappe medvidende af. Det er godt set og hurtigt reageret, men det kan også være farligt grænseland: Den stramme form afløses af en løs stemning hvor enhver fjollet bemærkning tiltros underholdningsværdi … om den nu har det eller ej.
Baltinget er godt i gang med at sprede folkemusik en masse af de steder hvor folkemusik eller ikke bruges så meget. Men hvis Baltinget skal vinde tilsvarende popularitet i folkemusikkredse så skal der lidt mere til. Endnu har jeg det fx sådan at min store glæde over en Baltinget-koncert mere skyldes bevidstheden om hvad Baltinget kan gøre for folkemusikken i andre musikmiljøer end en regulær folkemusikoplevelse for mig selv. Jeg ved at Baltinget har arbejdet med en blæsersektion á la Bottine Souriante. Det er nyt og det kunne være et af grebene, men det var ikke med i Århus. Mit forslag til baltinget er at beskæftige sig med repertoiret: At finde nogle hammergode og iørefaldende traditionelle melodier, som ingen andre har hittet med, og gøre dem til Baltingets helt egne. Så er vejen banet, for så vil man komme til at forbinde Baltinget med musikken og huske selve numrene - ikke bare de gode koncerter, det checkede sceneshow og de fremragende arrangementer.
Baltingets afslutning - både lørdag aften og søndag i Glazzhuset - er nok det mest professionelle og progressive som dansk folkemusik kan byde på netop nu.


Anmeldelse af koncert på Tønder Festival '98 i folkemusikmagasinet Folk&Musik 98/5 af Thorbjørn Sjøgren.

Baltinget

"Og sidst, men først og fremmest, Tove de Fries, violin". Sådan omtrent præsenterede bassisten Peter Sejersen Baltinget, da de lørdag eftermiddag havde trykket den af foran tusind publikummer i telt 2. Og ikke urimeligt, for nok er gruppen en kæde uden egentlig svage led, men de Fries' i mere end en forstand "center-stage" - udstråling med en smuk blanding af det autoritative og det lidt tøsede har absolut krumtappens karakter, også fordi hun står for en væsentlig del af gruppens repertoire (præcist hvilke stykker ved denne lejlighed blev dog ikke helt klart).
Jeg har tidligere både sagt og skrevet positive ting om de nu seks medlemmers måde at håndtere traditionen på, og også ved denne lejlighed virkede de herligt "tændte" og sultne. Var det måske til dels tanken om den nye cd, endnu næsten varm fra presseriet? Det er nu også underordnet (for mig i hvert fald). For det mine ører fortalte mig med al ønskelig tydelighed var, at polkaerne har noget herligt, småruskende over sig, at Forlovelsesreinlænderen gav mig helt reggaeagtige trækninger i det ene ben, at mazurkaen "På den dovne side" var alt andet end dét, men en glimrende demonstration af hvordan diskret rytmisk snert kan synes at bygge bro mellem fortid og nutid, at vekselvis med og uden trommer giver en helt elementær afveksling og dynamik, at Tove de Fries ikke havde behøvet at synge (selvom det bare var et enkelt stykke), at der var ofret endda betydelig omhu på sammenspillet (både Per Bos mandolin og Johnnie Frederiksens harmonika kolorerede akkompagnementerne originalt) og endelig at tilføjelsen af tre jazzorienterede blæsere (trompet, basun og tenorsax) i mine ører er noget, der ligner et columbusæg: at få smidige (og aldrig overdøvende) jazzede og letfunkede blæserriffs henover det lystigt off-beatede trommespil, og alligevel aldrig være i tvivl om, at detteher var simpelthen DANSK musik, så er vi ved at være derhenne, hvor klokken ringer. Og så glædede det i øvrigt mit gamle jazzhjerte at høre, hvordan hornene også kunne indpasses solistisk uden at få musikken til at brække over.
Jeg ved udmærket, at ni mand (m/k) er en halvdyr sag at rejse rundt med. Men alligevel: ud med dem: Rundt i landet. Ud over grænsen. Find noget tilskud.
Jeg blev bare så fornøjet. Men gem de der forprogrammerede trommespor (eller hvad det nu var) langt væk. Det gør Sorten Muld alligevel bedre.


Anmeldelse af koncert på Tønder Festival '98 i Berlingske Tidende 31. august 1998 af Kjeld Frandsen.

For de gamle der faldt

Der er ungdom og nytænkning i folkemusikken. Ikke mindst den danske gruppe Baltinget viser vejen frem.

Et naturligt spørgsmål på den 24. udgave af Tønder Festivalen må være, om der fortsat vil være tilgang af publikum og udøvere til de folkemusikalske former. For ret beset er det nogle årtier siden, der i større målestok var fokus på folkemusikken i Danmark. Og en langsom og stille død kunne frygtes.
Men heldigvis har man ude på de danske scener inden for de sidste år kunnet spore fornyet interesse, masser af ungdom og - nok så interessant - markant nytænkning. Og der skal ikke herske tvivl om, at den unge gruppe Baltinget så sandelig har fat i den lange ende.
Musikerne er tydeligvis forankret i den danske spillemandsmusik, og så har de ørene langt ude og ved, at vi skriver 1998. At sætte strøm til den traditionelle musik er i sig selv ingen fornyelse, men har man sans for at arbejde med melodilinier og klangfarver og ved, at musikken skal ud over rampen, ja - så er men rigtig godt kørende.
Og det var, hvad Baltinget var denne eftermiddag på Tønder Festivalen. Ja, deres optræden var en nydelse fra ende til anden. Gruppen er på det seneste blevet udvidet med en blæsersektion og rummer nu ni musikere, og selv om blæserne i første omgang primært tilførte brede klange- og riff-figurer, så fornemmede man, at der var nye og ubetrådte stier - sådan lige om hjørnet.
Men ellers var den centrale figur violinisten Tove de Fries, som bød på masser af ukueligt spil, og som også lagde en smuk og troskyldig stemme til den finurlige vuggesang "A så engang...". Hun blev gennemgående flot sekunderet af harmonikaspilleren Johnnie Frederiksen og af mandolinspilleren Per Bo, som også veloplagt og medrivende lagde stemme til den herlige folkevise "Jeg lukte op min kiste".
Og så blev der i øvrigt jongleret med valse, mazurkaer og rheinlændere og menuetter og treture, og det gyngede og swingede med et massivt og nutidigt drive. Det var originalt og farverigt, og det var musikkunst på højt niveau.(...)